Jeppe og Niels-Holgers artikel i Bornholmske Samlinger 2013 om Nils Larsson
Vinteren 1890-1891. Bornholms Højskole i Østermarie. Martin Andersen (Nexø) står i bagerste række nr. seks fra venstre. Murer Nils Larsson med skindhuse er nr. fem fra venstre i midterste række. Skolens forstander Alfred Foverskov og hans hustru Cecilie ses foran i midten. Bornholms Museum.
Dette er en kort historie om den svenske immigrant Nils Larsson, der ligesom mange andre svenskere flyttede til Bornholm i anden halvdel af det 19. århundrede for at søge arbejde. Det er historien om en ung mand, der med store ambitioner, dygtighed og en vældig flid, satte et lille fingeraftryk på ”verdenslitteraturen”, blev murermester og byggede huse i Allinge, fik to sønner, for at dø alt for tidligt, blot 29 år gammel.
Forfatterne: Niels-Holger Eimose Larsen er tømrer, bygningskonstruktør og arkitekt med mangeårigt virke med bevaring af bygningskulturen. Jeppe Eimose Larsen er datalog og IT-udvikler på Det kongelige Bibliotek. Forfatterne: |
Året er 1890. Den unge mand, Martin Andersen, gik på Bornholms Højskole i Østermarie, hvor han året før var blevet tilbudt kost, logi og deltagelse i undervisningen som betaling for at holde gang i højskolens mange brændeovne. Vinteren 1890-1891 var Martin igen på højskole, men havde som arbejder svært ved at falde ind i slænget af bondedrenge i hans klasse.[1]
[1] www.sams-arkiv.dk |
Udsnit af ovenstående billede, Nils Larsson er nr. to fra venstre på midterrækken. Martin Andersen Nexø står som nr. to fra højre på bagerste række.
”Heldigvis”, skriver Martin Andersen Nexø i sin erindringer, ”var der endnu en Arbejder som Elev på Skolen, en ung svensk Murer Nils Larsson. Foverskov [højskoleforstanderen] hade givet os Kammer sammen, vi gjorde lange Ture og betroede hinanden vore Fremtidsplaner. Nils Larsson, der trods sin Ungdom var en af Øens hurtigste og dygtigste Murere, hade allerede lagt sig Penge op; naar han hade arbejdet et Par Aar endnu, vilde han over og studere til Arkitekt. Da Skolen var forbi, kunde vi ikke tænke os at skilles; vort Samvær hade udviklet sig til vel det skønneste og uegennyttigste Forhold af alle – ubrødeligt Kammeratskab. Nils Larsson var Mestersvend, og hans Mester ventede utaalmodigt paa, at han skulde vende tilbage. ”Nu kommer du med og bliver min Haandlanger” sagde han. ”Jeg skal nok sørge for, at du tjener ordenlig og faar Arbejde du kan magte.” Vi kom først i Gang ved Byggearbejdet paa en Cementfabrik ved Rønne, siden kom vi igen ned til Østermarie og fik Arbejde på en ny Granitkirke, der blev opført ikke langt fra Højskolen.”[1]
[1] Martin Andersen Nexø, For Lud og Koldt Vand, 1937, Gyldendalske Boghandel, p. 141 |
Udover hjælpen med murerarbejde, er det helt oplagt, at Nils har været en digterisk inspiration for Nexø. Nexø-forskeren Henrik Yde fremhæver i sin Nexø-biografi, at Nils med sine historier om rejsen til Bornholm og sit arbejde som tjenestedreng har givet Nexø nogle af de grundlæggende brikker i hans store roman Pelle Erobreren, som blev udgivet ca. 15 år efter deres samvær på Højskolen.
Denne Nils, som henholdsvis er farfar og oldefar til denne artikels forfattere, er blot en af de mange svenske immigranter, der i sidste halvdel af det 19. århundrede søgte arbejde i Danmark. Mange tog til Bornholm og blev ansat som arbejdere i landbruget og på den voksende råstofindustri på Bornholm, blandt andet i stenbrudene. Vi har gravet i familiekrønikerne, haft kontakt med svenske slægtsforskere og gransket i forskellige historiske kilder fra Nils’ levetid. Ad den vej har vi sammenstykket den historie, der udspinder sig om Nils Larssons liv.[1] [1] http://www.osterlen.com/slaktforskning/ |
Den netop færdigbyggede Østermarie Kirke i 1891. Stilladserne er netop kommet ned, der er ryddet op, folkene står sammen med arkitekt Mathias Bidstrup bag ved fotografen og tilfredse på deres værk - blandt dem murersvend Nils Larsson og arbejdsmand Martin Andersen. Eller også er de alle sammen i gang med nye opgaver. Foto Chr. A. Møller, Sct. Mortensgade i Rønne, Mathias Bidstrups foretrukne fotograf og også med i Valgmenighedskirken. Bornholms Museum.
Vi har gravet i familiekrønikerne, haft kontakt med svenske slægtsforskere og gransket i forskellige historiske kilder fra Nils’ levetid. Ad den vej har vi sammenstykket den historie, der udspinder sig om Nils Larssons liv.[1]
Nils var født den 5. april 1868 i Vallby i Österlen, der ligger på vejen fra Ystad til Simrishamn. Nils var den næstældste i en søskendeflok på fem, to drenge og to piger samt en plejesøn. Faderen, ”Åbo” dvs. husmand Lars Månsson, var født 1830 i Glivarp og moderen Elsa Carlsson, 1832 i Borrby. De havde deres børn boende hjemme i relativt mange år, og tilmed fik de børn i en dengang sen alder.[2] Man kan let forestille sig, at det har været en forarmet familie i en svær tid, hvor mange svenskere udvandrede.[3] Der udvandrede alene fra Vallby, der næppe har haft over få hundrede indbyggere, omkring 68 personer til Bornholm i perioden 1866-1896, flest i 1870erne og 1880erne.[4] Som blot 14årig udvandrede Nils alene. Faderen Lars Månsson var da 52 år og moderen Elsa 50 år. Den første maj 1882 rejste Nils til Bornholm. En søster udvandrede få år efter til Danmark, men vistnok ikke til Bornholm. Fra avisernes nekrologer og nogle senere mindeord ved vi, at Nils, efter ankomsten til Bornholm, fik arbejde som tjenestedreng på en gård i Sose. Om søndagene gik turen ofte til beværtningen i Stampen ved den gamle vandmølle, hvor lønnen blev brugt i kammeraternes muntre selskab. Det blev for meget for bonden, og Nils endte på landevejen uden penge og arbejde. Men her samlede en snedkermester Jensen fra Vestermarie Nils op. Han blev murerarbejdsmand, boede hos snedkermesteren og blev udlært murersvend. Nils blev rettet op fra sit unge udsvævende liv og fulgte undervisningen i fire vintre på Rønne Tekniske Skole, hvortil han spadserede fra Vestermarie. [1] http://www.osterlen.com/slaktforskning/ [2] Oplysninger fra Østerlens Släkt- och Folklivsforskarförening [3] http://www.ts.skane.se/fakta/1800talets-svenska-emigration [4] www.bslf.dk Svenskere på Bornholm 1840-1955 |
Diplomer uddelt af Teknisk Skole i Rønne, 4. april 1893, bl.a. til ”Murersvend Niels Larsen, særlig for Fagtegning og i øvrigt for Dygtighed i alle Fag”.
Nils Larsson kom på vinterkursus på den grundtvigianske Bornholms Højskole i Østermarie i 1890-91 og det var her, han mødte Martin Andersen (Nexø), som omtaler Nils i sine erindringer ”For Lud og Koldt Vand”, som en flittig og stræbsom murer med høje ambitioner – han vil gerne være arkitekt og interesserer sig for italiensk arkitektur. Næste vinter, 1891-1892, rejste Nils til Vallekilde Håndværkerhøjskole og blev der yderligere indfanget af grundtvigianismen. Han deltog også i Statens Tegnekursus.[1]
[1] Nekrolog 3. april 1898 Bornholms Avis, nekrolog 6. april 1898, Bornholms Tidende. Mindeord 2. april 1923. |
Den nyopførte tekniske skole i Allinge, 1895, tegnet af Mathias Bidstrup. Nils Larsson var murer på bygningen. Foto Ad. Petersen, Allinge. Bornholms Ø-arkiv.
Vi møder igen Nils i 1894 som ejer af huset Kirkegade 1 i Allinge. Han blev viet til Karen Pedersen 12. maj 1894 og i kirkebogen er angivet, at arkitekt Mathias Andreas Bidstrup og jernstøber ved Østre Jernstøberi Hans Peter Bidstrup var med som forlovere – og det var ikke ”hvem som helst” på Bornholm. Begge var de grundtvigianere og Nils har kendt Mathias Bidstrup fra Teknisk skole og arbejdet som murer ved flere af hans projekterede byggerier, udover opførelsen af kirken i Østermarie.
Karen Pedersen, vores farmor og oldemor, var født i Starup ved Jelling. Hun var datter af en hjulmager. Hun rejste til Allinge 1. maj 1892. Ifølge hendes bevarede skudsmålsbog tog hun til Rønne den 12. marts 1893 og fik arbejde som mejerske på mejeriet Godthåb i Rønne. Den 5. juni 1894 kom hun tilbage til Allinge, godt to uger efter sit bryllup med Nils. Man kan gætte sig til, at Nils og Karen har mødt hinanden på Højskolehjemmet i Rønne, hvor de muligvis begge har boet til leje. Med giftemål og gode arbejdsforhold er unge Nils’ store arkitektdrømme blevet fortrængt - kort tid efter blev Karen gravid med deres første søn Ejnar. |
I Allinge havde Nils fået arbejde som murer ved opførelsen af den meget smukke Tekniske Skole, der skulle være et manifest over godt håndværk efter arkitekt Mathias Bidstrups tegninger og anvisninger. Foruden sin murervirksomhed deltog Nils aktivt i Allinges Forskønnelsesforening, i byens Foredragsforening og han underviste på Teknisk Skole. Han var efter sigende tillige en dygtig skytte i Skytteforeningen.
Livet gik altså godt for Nils. Med to børn, en god kone, et velbetalt arbejde og en anselig rolle i Allinges byliv kunne Nils vel kun glæde sig over sit livs udvikling. Flere væsentlige byggerier i Allinge blev opført under hans hånd i løbet af meget få år. Han ejede nogle byggegrunde og havde sikkert store planer. |
Karen og Niels Larsens hjem Kirkegade 1 i Allinge, fotograferet i 1895 med den ældste søn på Karens arm. Niels Larsen har uden tvivl muret den fine gavl mod gaden – angiveligt året før familien købte huset og flyttede ind. Foto i privateje.
I efteråret 1897 fik Nils overdraget arbejdet med at opføre doktor Borchs Villa, som han engagerede sig meget i. Det var og er et anseligt byggeri med det let genkendelige udsigtstårn i Vestergade 15 – en af de mest markante bygninger ved indkørslen til Allinge. Dette store projekt blev for den unge murermester den sidste store bedrift, inden døden tog ham i en alt for ung alder. Netop som spærene var rejst på villaen døde Niels efter et kort og smertefuldt sygelege med meningitis den 2. april 1898, blot 29 år gammel. Karen sad tilbage som enke med to små sønner, Ejnar Søren Larsen, født 2. april 1895, altså præcis tre år gammel på Nils’ dødsdag og den yngste søn Holger Frederik Larsen, født 24. nov. 1897, knapt et halvt år gammel.
Viljestærk med mindet om sin mands sidste, men stadig uafsluttede byggeri, valgte Karen at videreføre murervirksomheden og derigennem færdiggøre Dr. Borchs store villa. Ved Nils’ opsparede midler og murerfirmaets renomme formåede hun at værne om familielivet, sikkert hjulpet af gode venner i Allinge og måske også med støtter fra Rønne.[1] |
I 1901 besluttede Karen sig for at flytte til Rønne, hvor hun blev bestyrerinde på Højskolehjemmet og samtidig drev et pensionat. Hun var kendt som et venligt, smilende og kærligt menneske. Da Højskolehjemmet lukkede og bygningerne solgt til Industriforeningen i 1910, købte hun det gamle posthus på hjørnet af Østergade og Snorregade, hvor hun indrettede pensionat. Mathias Bidstrup var arkitekt på det ny posthus på Lille Torv, opført 1910. Måske hjalp han hende med den ny investering?
[1] Oplyst af ark. Jens Riis Jørgensen: Bygninger Niels Larsen opførte i Allinge som murermester: Kirkegade 1(bolig), Kirkegade 5, Kirkegade 13, Lindeplads 1, (Grunde i Pilestræde 1,3 og 5), Pilestræde 4, Pilestræde 13, Pilestræde 15, Sverigesvej 1, Vestergade 8, Vestergade 10, Vestergade 12. Storegade 25 (Vestergade 15) (Borchs villa). |
Læge Sigfred Borchs store ejendom i Vestergade i Allinge, Niels Larsens præstigebyggeri, blev også hans sidste. Han døde blot 29 år gammel og hustruen Karen måtte færdiggøre arbejdet med gode venners og håndværkeres hjælp. Foto læge Sigfred Borch – han er selv med på billedet – lige efter 1900. Bornholms Ø-arkiv.
Karen opfyldte sin afdøde mands ønske om at give sønnerne en god skoleuddannelse og senere uddannelse på Teknisk Skole. Den ældste søn Ejnar blev murer, flyttede i 1923 til København og blev der senere murermester. Den yngste – vores far og farfar Holger Frederik Larsen – blev tømrer, udlært på Frydenlund Byggeforretning, hvor han indtil sin død i 1954 var tømrerformand. Også han underviste, som sin far, på Tekniske Skole, og havde en drøm om at blive arkitekt, men han blev hjemme hos moderen.[1]
Således lever mindet om den unge svenske immigrant Nils Larsson videre i både blodets bånd og som inspiration for hovedpersonen i et af vore større litterære værker – Pelle Erobreren. Et værk, der for mange – noget fejlagtigt - er blevet synonymt med tilværelsen som svensk immigrant. Nils er et eksempel på, hvordan en ung ”vauterahorra” arbejdede sig op, med hjælp fra folk, der af ”barmhjertighed” og grundtvigiansk hjælpsomhed, sørgede for at han fik en solid uddannelse. Støtten og opbakningen fra en håndværksmester i Vestermarie, Højskolen i Østermarie og Teknisk Skole i Rønne samt Højskolehjemmet har haft afgørende betydning for Nils, og forstanderen på Teknisk Skole, arkitekt Mathias Bidstrup, har kunnet aflæse et talent, som han understøttede og hjalp frem. [1] Familiealbum med fotos og oplysninger |
Trist at Nils skulle gå bort så tidligt. Men forbavsende hvor meget han nåede at sætte i værk i Allinge, hvor hans byggerier stadig kan ses. Allinge Tekniske skole og Borchs villa er de væsentligste synlige minder om en dygtig murermesters indsats.
En pudsighed – og sådan gik det vel for de fleste indvandrere - er at Nils meget snart fordanskede sit navn til Niels Larsen, som er hans navn i avisomtaler og i arkivalske oplysninger. Det har endelig været interessant at erfare, at nogle oplysninger i nekrologer og mindeord har måttet justeres i forhold til realiteterne, de har måske været pyntet lidt i respekt for en dygtig og stræbsom person, og sikkert under hensyn til den unge enke. Ikke alt har kunnet blotlægges med data, og der forbliver lidt til fantasien i familiekrøniken, som med denne fortælling er blevet væsentlig mere fyldig. Resten får vi måske først at vide, når eller hvis ”Skt. Peter” lukker os ind! Tak til arkitekt Jens Riis Jørgensen for væsentlige oplysninger om Niels Larsens virke og byggerier i Allinge. |
Karen med de to sønner på Højskolehjemmet i Rønne. Det eneste portræt vi kender af Nils Larsson – bortset fra billederne fra Højskolen og Kirkegade i Allinge - hænger på væggen bag Karen. Hun blev aldrig gift igen. Foto i privateje.